Kreds generalforsamling 2012. Referat fra DTK Kreds 5´s Generalforsamling den 14. Februar 2012. Afholdt på Grønnegade Kaserne, lokale 217, 4700 Næstved Kl. 19.00 Formand Mette Karstensen bød alle velkommen og påbegyndte straks herefter den fremsendte Dagsorden: A) Valg af Dirigent. Rikke Møller blev foreslået af Gitte Thornsen og herefter enstemmigt valgt. Rikke oplyste straks herefter at der fra DTK´s Formand har givet dispensation for afholdelse af Generalforsamlingen efter den 10. februar som lovene foreskriver. Offentliggørelse af indkaldelsen var udsendt rettidigt, hvorfor Generalforsamlingen kunne erkendes gyldig. B) Valg af Stemmetællere. Helle Jensen & Sussie Johansson tilbød sig som stemmetællere og blev enstemmigt valgt. Ved Generalforsamlingens afslutning kunne det konstateres at der ikke var/ havde været brug for stemmetællere. C) Kredsformandens beretning om kredsens virksomhed ”Så er der igen gået et år siden sidste Generalforsamling, derfor skal vi nu se tilbage på hvad der skete i Kredsen år 2011. På sidste Generalforsamling var vi så heldige at få udvidet bestyrelsen fra 3 til 5 medlemmer. Bestyrelsesmøder & trænermøder: Vi har kun holdt 1 Bestyrelsesmøde. Da alle Bestyrelsesmedlemmer deltager i arrangementer i kredsen, er meget klaret på træningspladsen. Desuden har nogle af os fået en større telefonregning, da meget også er klaret den vej. Vi har som vanligt holdt et trænermøde, det foregik som altid, før sæsonen startede. Lydighed/Hundetræning: Som sædvanlig har været 3 holdstarter hundetræning hen over året med 3 hold på hver (Hvalpe- Junior og voksenhold). Der har været et pænt antal kursister tilmeldt det første og sidste holdstartere. Desværre har Daniel Wiise meddelt, at han ikke har tiden til at være træner i 2012, og har brug for dette års pause. Glædeligt er det dog, at Cheftræner Tina Lindblad, har fået tilkendegivelse på at 2 nye ”føl” gerne vil begynde i denne sæson, nemlig Poul Mahlert & Sheila Elmhorst. Da Sheila ikke var mødt til dette års generalforsamling, kan det ikke verificeres endnu. Ringtræning: Gitte Thornsen har stået for den indendørs ringtræning, som har kørt med pæn tilslutning hver onsdag aften. Der har også været tilbudt udendørs ringtræning under Gitte Thornsen, hvor tilslutningen dog har været meget begrænset. Aktiviteter: Vi havde planlagt en aktivitetsdag i marts måned, hvor alle kunne komme forbi vores træningsplads og se hvilke ting vi træner med hundene samt kunne svare på spørgsmål fra hundeejere, lave lidt opvisning m.v. Dette blev aflyst, da der dels ikke var nok frivillige hænder der var ledige på dette tidspunkt, og fordi vi indså at et arrangement af denne størrelse kræver mere planlægning og promovering i god tid, såfremt det skulle blive en succes. Der blev til gengældt holdt en meget produktiv arbejdsdag på vores træningsområde i august måned. Vi fik beskåret buskadset, malet klubhuset, olieret bænke og borde samt sat hegn op. Grundet det store fremmøde og den enkeltes store indsats, nåede vi det planlagte. Formanden takkede de fremmødte. Trimmekursus: Der har været afholdt 2 trimmekurser i 2011 med pæn stor tilslutning begge gange, og det planlægges derfor at fortsætte i 2012 med et forårskursus og et efterårskursus igen. Hjemmeside: Hjemmesiden er opdateret hele tiden, og den er blevet rigtig god og udnyttet med en fantastisk opsætning af undermenuer, således den også er brugervenlig. Gitte Thornsen har haft det store arbejde med at få den opsat og opdateret, og formanden takkede Gitte mange gange for det store og flotte stykke arbejde, der også er blevet anerkendt i DTK’s hjemmesidegruppe.” D) Kassererens fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse og meddelelse om ansvarsfrihed Forinden Generalforsamlingen havde Revisorer Per Johanson & Tina Christensen godkendt regnskabet med 2 bemærkninger. Dels bør indbetalinger vedr. planlagte arrangementer der først afholdes i næste regnskabsår posteres under ”Forudbetalinger” (da arrangementet kan risikere at aflyses og beløb skal tilbagebetales) og dels blev der gjort opmærksom på, at Kassereren ikke bør modtage kontante indbetalinger fra trænere uden et bilag hvor begge parter ar underskrevet, således der ikke kan opstår tvivl om hvor stort et beløb der er overleveret fra trænere til kasserer. Kassererens fremlægning på Generalforsamlingen blev enstemmigt godkendt uden yderligere bemærkninger. DTK, Kreds 5´s egenkapital er nu på kr. 75.833,53 hvilket vil sige at der i årets løb er oparbejdet et overskud på kr. 4.528,57. Ved Kassererens fremlæggelse, gjorde hun endvidere opmærksom på, at grundet nyindførte gebyromkostninger i Jyske Bank (fra april måned) er kassebeholdningen større end forventet ved Årsregnskabets afslutning. Inden denne Generalforsamling, er kassebeholdningen dog reduceret til kr. 100,- og der er lavet 1 samlet indbetaling fra kassen til banken for at undgå for mange gebyr omkostninger. Jf. samtale med formand i DTK på udstillingen i Hedensted dette år, skal kredsen ikke betale gebyrer i Jyske Bank, men grunden til at vi bliver opkrævet gebyrer er, at kredsens konto er oprettet forkert i banken. DTK tager action på dette og sørger for en korrekt oprettet bankkonto fremover. Den store egenkapital i kredsen (kr. 75.833,53) er oparbejdet med det formål at hensætte omkring kr. 65.000,- på en lukket konto til større rentesats, og opsparingen skal udmunde i opførelse af et nyt klubhus (forventede omkostninger på kr. 100.000,00). Det er bestyrelsens samlede ønske og forventning at netop et nyere og større klubhus, vil komme kredsens brugere til gavn, da der er ønsker om at lave bl.a. videoaftener med hunderelaterede emner, foredrag og kurser af forskellig art. Slutteligt skal det pointeres at dette års overskud på kr. 4.528,57 ikke ville være en realitet såfremt medlemmer i bestyrelsen (specielt herunder Gitte Thornsen) opkrævede deres berettigede kørselsrefusion og telefonrefusion. Ej heller beværtning til bestyrelsesmøder er kommet klubbens økonomi til last, men ”doneret” af medlemmerne i bestyrelsen. Eneste refusion der er udbetalt er til lydighedstrænere samt bestyrelsens samkørsel for deltagelse i DTK Kredsmøde den 23. januar på Fyn og DTK´s Generalforsamling på Fyn 1. maj. For at minimere udgifterne til vedligeholdelse af træningsareal, har vi ligeledes skiftet udbyder fra Næstved Kommune (som vi lejer træningsareal af) til privat udbyder (Vagn Andersen). Overskud på kr. 1.250,- er alene genereret ved salg af lodder til lotteri ved vores Juleafslutning. Præmierne hertil var doneret og sponsoreret af både private og firmaer. E) Planer for det fremtidige arbejde samt budget for det kommende år. Der startes Hundetræning/Lydighed op igen den 2. april 2012, og der er planlagt 3 hold hen over året. Indendørs ringtræning er planlagt til at køre året rundt hver onsdag med 3 hold (Juniorhandling/Begyndere/Øvede) og derudover opstartes udendørs ringtræning den 14. april 2012 med planlagt 9 lørdage på Ålestokgårdens arealer (træningspladsen). Hjemmesiden fungerer rigtig godt. Der mangler nogle enkelte sider at blive færdiggjort, men dette er allerede undervejs og forventes at blive fyldestgjort i løbet af de næste måneder. Der er foreløbigt planlagt 1 trimmekursus i foråret den 28. april, og tilstræbes at kunne oprettes endnu et i efteråret. Vagn Andersen fortsætter med at slå græsset på træningsarealet således også hvalpe og lavbenede terrier kan se over græsset – hvilket tidligere har været en udfordring, da den kommunale græsslåning har været mangelfuld og meget omkostningsfuld. Vagn Andersen gør jobbet bedre og billigere til gavn for alle i kredsen. Planen er endvidere at holde endnu en årlig arbejdsdag, da vi gerne bl.a. vil have sat en låge for arealet, der kan lukkes til når der er træning. Med hensyn til bestyrelsesmøder tilstræbes det, at der afholdes et møde pr. kvartal, såfremt behovet er der. Der lægges ikke budget for året 2012, men alle tilstræber at undgå et underskud således et nyt klubhus kan blive en realitet hurtigst muligt. Bestyrelsen modtager altid forslag angående nye aktiviteter. F) Indkomne Forslag Der var indkommet forslag til 2 nye bestyrelsesmedlemmer fra GitteThornsen: Rikke Møller & Poul Mahlert. Der var indkommet forslag til 1 nyt bestyrelsesmedlem fra Camilla Jay: Susanne Holm. Endvidere har bestyrelsen modtaget opstilling fra Susanne Stockmal,men da hun ikke var fremmødt til Generalforsamlingen, blev kandidaturet afvist. Øvrige 3 opstillede kandidater blev efterfølgende valgt enstemmigt ind i bestyrelsen i DTK Kreds 5, således bestyrelsen blev udvidet med 2 nye medlemmer. G) Valg af Bestyrelsesmedlemmer. På valg var: Bjarne Jakobsen (modtog ikke genvalg), Karin Frank (modtog genvalg). Ved afstemningen som var enstemmigt blev den nye bestyrelse: Mette Karstensen Gitte Thornsen Camilla Jay Rikke Møller Poul Mahlert Helle Jensen Susanne Holm Karin Frank Sussie Johansson H) Valg af 1 Revisor og 1 Revisorsuppleant På valg var: Per Johansson (modtog genvalg) og Mette Østergaard (modtog ikke genvalg). Per Johansson blev enstemmigt valgt som revisor for en 2-årig periode, og Bjarne Jakobsen blev enstemmigt valgt som revisorsuppleant for en 1-årig periode. I) Eventuelt Det dalende medlemsantal blev hurtigt vendt i forsamlingen. Ved en gennemgang af medlemsliste tilsendt fra DTK´s Hovedbetyrelse, kunne det hurtigt konstateres at medlemstallet var gået ned med 50 medlemmer siden sidste år, således vi nu i kredsen er registreret med 144 medlemmer. Flere mente at det har stor betydning at opdrættere ikke længere kan indmelde hele hvalpekuld til ½ pris. Det var disses erfaring, at de indmeldte hvalpekøbere forblev medlemmer også når de selv skulle betale. Da det blev spået at den trykte version af ”Terrier Nyt” og de medfølgende udgifter hertil, nok blev en saga blot om nogle år, håbede flere at det gamle tiltag så ville blive genindført hos DTK. Gitte Thornsen efterlyste en god og billig karikaturtegner til vores ”kredshund” umiddelbart var der ingen forslag, men alle er velkomne til at kontakte Gitte Thornsen såfremt man er - eller kender en der er - god til denne type tegninger. Lasse Bøgvad fremsatte forslag om nyt udendørs træningstøj til lydighedstrænerne. Kassereren oplyste at vi jævnligt er på udkig efter prisvenlige tilbud, men omkostninger til påsyet logo også skal tages med. Desuden skal det være beklædning der kan fremskaffes også om nogle år, så trænerstaben ikke skal have udskiftet ”uniformen” hver gang nye føl eller trænere melder sig under fanerne. Dirigent Rikke Møller afsluttede Generalforsamlingen, med Tak for god ro og orden. Konstituering af Bestyrelsen: Efter Generalforsamlingen konstituerede den nye og udvidede bestyrelse sig og aftalte nye valgperioder for en mere hensigtsmæssigt konstituering, således Formand og Næstformand f.eks. ikke er på valg samme år. Dette betyder også at valgperioden følger titlen i stedet for personen: Formand – Mette Karstensen (på valg i 2013 for 1 år, herefter på valg i lige år) Næstformand – Gitte Thornsen (på valg i 2013 for 2 år, herefter på valg i ulige år) Kasserer – Camilla Jay (på valg i 2013 for 2 år, herefter på valg i ulige år) Sekretær – Rikke Møller (på valg i 2014 for 2 år, herefter i lige år) Bestyrelsemedlem - Poul Mahlert (på valg i 2014 for 2 år, herefter på valg i lige år) Bestyrelsesmedlen – Helle Jensen (på valg i 2013 for 2 år, herefter på valg i ulige år) Bestyrelsemedlem - Susanne Holm (på valg i 2014 for 2 år, herefter på valg lige år) Suppleant – Karin Frank (for en 1-årig periode) Suppleant – Sussie Johansson (for en 1-årig periode) Revisor – Tina Christensen (på valg i ulige år) Revisor – Per Johanson (på valg i lige år) Revisorsuppleant – Doris Brunhøj (på valg i ulige år) Revisorsuppleant – Bjarne Jakobsen (på valg i lige år) På Kredsens vegne Camilla Jay Kasserer |